Monday, June 29, 2015

Hyldeblomstsaft

En regnvåd onsdag gik Anton og jeg ned i vores lille skov og klippede hyldeblomster ned fra træerne. Det er dejligt at gå der hånd i hånd og dufte til skoven og hyldeblomsterne og nyde sommeren på trods af det lidt kolde og regnfulde vejr. Vi gik hjem og lavede hyldeblomstsaft.
 


Find en opskrift her



Den lille bondegård

På vej hjem fra besøg hos min søster faldt jeg over denne søde, lille gårdbutik, der ligger mellem Vejle og Kolding. Bestemt et besøg værd, hvis du er på de egne. Ida og jeg var inde og købe godt med friske grøntsager og jordbær. Supper hyggeligt.
 
Du finder adressen på butikkens hjemmeside: http://www.denlillebondegaard.dk/ 

 




Monday, June 22, 2015

Blandet salat med jordbær

Selvom det ikke er helt så meget sommer som vi kan ønske, er der her en dejlig salat til Sct. Hans aften i morgen. Der er ikke noget som jordbær (eller andre frugter) der kan få børnene til at smage på den blandede salat. Grøntkålen tilføjer bitterhed.


 
Ingredienser:
 
½ iceberg
100 g grøntkål
250 g asparges
300 g jordbær
1 avokado
 
Dressing:
 
4 spsk hyldeblomstsaft - koncentreret
½ tsk salt
2 spsk. olie
 
Sådan gør du:
Skyl salaten og grøntkålen og slyng bladene tørre, eller lad den dryppe godt af. Aspargesene skylles og den trævlede ende brækkes af. Aspargesene overhældes med kogende vand og ligger i vandet i ca. 1 minut. Herefter dryppes de af.  Skyl jordbærerne (hvis det er nødvendigt) med blomsten på, og nip blomsten af, når de er dryppet af. Skær avokadoen i stykker. Snit salat og grøntkål, skær asparges og jordbær i skiver. Bland ingredienserne til salaten sammen. Rør dressingen sammen og hæld den over salaten.


Sunday, June 21, 2015

Madskole

Jeg har længe haft lyst til at poste lidt, om den måde vi kommer til at arbejde med elevinddragelse, smag og spisevaner på, på mit job efter sommerferien.
 
I min kantine, på en folkeskole i Aarhus, adopterer vi et koncept, der arbejdes med på nogle Københavnske skoler. Vi skal lave Madskole.
Formålet er at forsøge at få eleverne til at spise sundere og mere varieret.
Dette gøres ved, at tilbyde ét varmt måltid om dagen, som indtages i samlet flok i kantinen. Måltidet betales via abonnementsordning. Samtidig skal 3-4 elever af gangen fra 4.-8. klassetrin i køkkenet på skift og hjælpe med tilberedningen.
 

Vi har i en uge her i foråret haft nogle elever i køkkenet for at afprøve hvordan det er, at skulle inddrage dem i køkkenarbejdet. En meget positiv oplevelse.
På billederne fremstilles humus og boller. Der trilles, blendes og smages til.