Wednesday, November 30, 2011

Snittelit på stuen

Idag stod menuen på æggekage uden bacon, da det var vegetardag. Jeg havde grundet en del over hvordan jeg skulle servere grøntsagerne til. Skulle jeg putte dem i æggekagen? Skulle jeg servere dem ved siden af? Skulle de så være rå eller ristet på panden? Jeg bestemte mig for ved siden af- rå. Jeg valgte peberfrugt og champignon. En grøntsag de fleste børn kan li' og en de fleste børn ikke kan li'.... Jeg havde nok overdrevet mængden af champignon lidt, kunne jeg se, da fadene kom ud!
Men der var i hvert fald fem børn der smagte champignon - det var fem ud ad de seks, der havde været med til at snitte grøntsagerne på stuen. Jeg tog mit rullebord og en bunke grøntsager og bevægede mig ned i den anden ende af institutionen idag, i mit forsøg på at bredde tilberedningen ud i hele institutionen. En lille succes vil jeg kalde det.

Sunday, November 27, 2011

Konfektfremstilling

Idag gik turen syd over, ned til min søster, for at fremstille konfekt. Det er en tradition som min søster og jeg sætter stor pris på, og husker fra vores barndom, og som vi gerne vil videreføre til vores børn. Min far og mor dukkede også op. Mændenes rolle på denne dag er at holde sig i baggrunden, det er de gode til - og selvfølgelig at prøvesmage.


Til min barndoms konfektfremstilling skal bruges: 1 rulle marcipan, smeltet kogechokolade, 1 pakke nougat, frugtfarve - rød er påkrævet, smuttede mandler og chokoladelinser med krymmel.
Så er det bare at gå igang og skabe figurer efter fri fantasi.


Efter en tur i haven, nød vi søsters dejlige, nybagte boller. Da vi kom hjem stod menuen på brasede kartofler og gulerødder med en rest and fra igår til.

Saturday, November 26, 2011

Rødbedecirkus

Så blev det tid til at ordne rødbeder. Ungerne blev udstyret med hver deres skrællekniv og rødbede. Selvom de er for små til at håndtere kniven, blev hænderne røde overalt alligevel.... Men de kunne tage rødbederne ud af posen og smage på stykker jeg skar af til dem. Der kom ikke noget ud igen, så rødbeden er godkendt som en grøntsag der kan serveres rå. Det blev de dog ikke idag. De kom en halv time i ovnen sammen med olie, salt og peber - og så lidt hvid ost i saltlage på toppen, da de var kølet lidt af.

Tuesday, November 22, 2011

Lektien er lært: Løg = tårer

På ret kort tid er det blevet et hit blandt vugge-børnene at hjælpe mig med diverse grøntsager, og løg er ofte en af ingredienserne. De øver sig i at pille de yderste blade af løget, men hvis jeg skærer en lille flig af løget, for at gøre det nemmere at få de yderste blade af, så løber tårerne.
Så løg svier i øjnene. Man kan lige så godt lære det først som sidst... Det svier dog ikke så meget på mig, for jeg har kontaktlinser:-)

Sunday, November 20, 2011

Lysedrypning

Ovenpå en dejlig kage var det tid til at være lidt krea. Ild drager børn, og Trine har længe ønsket sig at vi skulle dryppe lys, så vi fandt lysestumperne frem, og der blev kreeret et par sterinplader


Brunch og hasselnøddesnitter

Det er lykken at vende hjem til en dejlig familie efter brunch med gode veninder. Den aldeles udmærkede brunch blev indtaget på cafe Mefisto (http://www.mefisto.dk) i Latinerkvarteret i Aarhus. Da jeg vender hjem venter en dampende kop the med hasselnøddesnitter, som husbonden har kreeret i samarbejde med pigerne.

Hasselnøddesnitter



Opskriften er hentet fra denne uges "Fri" tillæg i Aarhus Stifttidende og lyder som følger:

Bund:
200 g hvedemel
75 g lyst rørsukker
½ tsk. fint salt
125 g koldt smør

Fyld:
280 g hasselnøddekerner
85 g smør
110 g ahornsirup
140 g lyst rørsukker
1 dl piskefløde
1 nip fint salt
1 tsk. friskpresset citronsaft

Fremgangsmåde:

Bund: Bland de tørre ingredienser. Skær smørret i terninger og hak dem i blandingen med en kniv - eller brug foodprocessoren og bland smørret i ved intervalkørsel.
Dejen skal ikke kunne samles helt, men blot blive til et groft smulder. Læg et rigeligt stort stykke bagepapir eller dobbelt lag tykt alufolie i en firkantet (ca. 22 x 22 cm) form eller et rundt tærtefad. Papiret skal være højere end formens kant. Tryk dejen ud i formen i et jævnt lag (1,5-2 cm). Forbag bunden ved 180 grader i 18-20 minutter, eller til kanterne er svagt gyldne. Tag formen ud og lad bunden køle af.
Fyld: Hak hasselnødderne meget groft og stil dem til side. Kom smør, ahornsirup og rørsukker i en kasserolle og smelt det sammen under omrøring. Lad det koge blidt i ca.et minut. Tag kasserollen af blusset og rør fløde, citronsaft og salt i med det samme. Rør hasselnødderne i. fordel den varme karamelmasse over kagebunden, og sæt det hele i ovnen ved 180 grader. Bag i 25-30 minutter eller til karamelmassen kun bobler svagt og kun er lidt flydende, når man vipper formen. Tag kagen ud og lad den køle af i en time til halvanden.
Løft kagen ud af formen (løft i bagepapiret/alufolien) skær forsigtigt kagekanten fri af papiret. Skær kagen i snitter/firkanter/trekanter, som du har lyst.

En rigtig god konfektkage. Faktisk bedre dagen efter. Vil også gøre sig som dessert med en klat is.
Ida smeltede smørret i karamellen, rørte rundt og hjalp med at fordele fyldet.

Wednesday, November 16, 2011

Kartoffelpizza

Dagens menu kartoffelpizza og rødbedesalat.
Ungerne holder meget af pizza - også med kartofler!

Opskrift på kartoffelpizza til 4 personer:

Pizzabund:

1/4 l vand
25 g gær
1 tsk. groft salt
2½ dl. goftmel f.eks. grahamsmel
4 dl. hvedemel

Fyld:

5 spsk. pesto
500 g kartofler i meget tynde skiver
150 g revet ost

Fremgangsmåde:

Lun vandet til det er lillefinger varmt. Opløs gæren og saltet i vandet. Tilsæt mel og rør dejen sammen. Sæt dejen til hævning i ca. ½ time.
Ælt dejen godt igennem på et meldrysset bord. Rul dejen ud til en plade der passer til en bageplade. Læg dejen på bagepladen. Smør pestoen ud på dejen og fordel de skivede kartofler over. Herover osten. Opvarm ovnen til 200 grader og bag pizzaen i ca. 20 minutter.

Tuesday, November 15, 2011

Rugbrødsdag

Rugbrødsdag i institutionen: Marinerede sild, oksespegepølse, figenpålæg og avokadomos.

Nicolai stod og så på jeg lavede avokadomos. Han hjalp med at smage til, eller dvs. tungen blev hængende ud ad munden på ham. Jeg måtte finde en serviet så han kunne spytte det ud igen. Det var også sådan de fleste andre børn havde det med avokadopålægget, måtte jeg sande, da fadene kom ud igen.... Figenpålæg og oksespegepølse hittede dog.

Men det er jo godt at blive præsenteret for noget forskelligt.

Friday, November 11, 2011

Tid til at gøre status efter første uge på job som kostfaglig medarbejder, og tid til at poste mit første indlæg her på bloggen.
Rosinmadderne blev genopfundet, bønnekuglerne blev godkendt - hos de fleste- og en gulerodssuppe smagt til med appelsin og eddike afsluttede ugen med succes. Jeg har bagt brød i vildskab, men har ikke haft held til at opbygge et fryselager. Tomatsovsen der brændte på taler vi ikke så højt om....
Om jeg har haft lejlighed til at tale med et barn? Tja, der er da nogen der har stukket hovedet op i vinduet og spurgt: "Hvad hedder du?", "giv mig lige lidt mere rugbrød"- straks irettesat af en pædagog- og "ijaaahhh", fordi det er det eneste tumligen kan sige.... Men ellers nej. Der er nogen der har kigget på, at jeg har formet brød.... I det moderne, super praktiske og effektive industrikøkken må børnene ikke være. De kan stå på trappen og kigge ind. Det er faktisk super godt tænkt, og det skal der nok komme meget godt ud af, når jeg har lært hvor alting har sin plads, og hvordan opvasken bliver klaret inden fyraften. Duften, smagen og den sunde mad har været der. 
Så er det jo godt, at den mest ihærdige af mine tre hjælpere derhjemme kom ud og hjalp med at krydre og røre i gryderne...