Thursday, September 20, 2012

"Snyde" lasagne

I tiden med udekøkken har alle kneb været brugt for at få dejlig og nem aftensmad. 

Blandt andet lasagne lagt sammen med revet ost og mælk, lasagneplader og kødsovs i stedet for bechamelsovs. Fungerer fint i en snæver vending. 

Så blev køkkenet færdigt...

Så blev køkkenet færdigt, forhåbentlig bliver der lidt tid til bloggen igen:-)



Monday, August 20, 2012

Ærtepesto

Jeg lavede ærtepesto på arbejdet forleden. Det blev dejligt. 

Ingredienser:

200 g ærter
½ dl olie
2 fed hvidløg, finthakket
1/4 tsk. peber
1/4 tsk. salt

Fremgangsmåde:

Blend ærter, olie og hvidløg med en stavblender. Smag til med salt og peber. 

Prøv det:-)



Friday, August 3, 2012

Nyt køkken...

.... det er vi ved at lave. Derfor foregår al madlavning i vores "primitive" udekøkken for tiden.



Det eneste vi savner er opvaskemaskinen og afløbet..... man kan godt blive træt af at løbe og tømme en spand. Men madlavning udendørs er dejligt, især når vejret er godt. Idag kunne jeg f.eks. samtidig stå og holde øje med børnene der badede i badebassinet. 

Monday, July 30, 2012

Marinerede koteletter med kartoffelsalat, majskolber og brød

Marinerede svinekoteletter:

Ingredienser:

1/4 dl sød chillisovs
1/4 dl soja
1/4 dl olie
2 fed hvidløg
1/4 tsk peber
4 koteletter- gerne med lidt fedt mamorering

Fremgangsmåde:

Rør ingredienserne sammen i en skål. Vend koteletterne i marinaden og lad dem marinere i køleskabet i min. to timer, gerne natten over. Steg dem på grill eller pande til de er nøjagtig gennemstegte. 

  • Brug marinaden til svinemørbrad, hvis mørbraden er frossen kan den tøs op i marinaden og derefter grilles eller steges. 



Anton hjælper med at tage bladene af majskolberne



Marinaden til kartoffelsalaten røres sammen.



Anton klipper krydderurter til marinaden. 

Saturday, July 21, 2012

Pandekager

Min far bager de dejligste pandekager. I Norge fandt  vi blåbær, som vi spiste til. 

Opskrift på pandekager a la min far: 

Ingredienser:

6 dl mælk
2/3 dl øl
4 æg
50 g sukker
1/4 tsk salt
kornene fra ½ stang vanille
170 g mel
Smør til stegning

Fremgangsmåde:

Mælk, øl, æg, sukker, salt og vanille piskes sammen, heri drysses melet under piskning. Dejen skal være helt glat. Herefter bages pandekagerne på panden.





Vandretur i de norske fjelde....

 ..... og så finder vi skovjordbær. Livet er herligt.








Rejemadder af friskpillede rejer

 Ferie er at nyde rejemadder af hjemmepillede rejer i aftensolen på teressen.






Sunday, June 17, 2012

Falafler

Falafler med salat, yoghurt 10% og pastaskruer var aftenens menu. Det smagte dejligt, og vores ældste spiste dem fornøjet, hvorimod de to små ikke ville have dem - efter at have smagt. 




Opskrift på falafler


Ingredienser:
½ dl bulgur
3 dl kogte kikærter
2 fed hvidløg
1 tsk. ristet, stødt spidskommen
1/4 tsk. chilliflager eller cayennepeber
1/4 tsk salt
1 æg
ca. 2 spsk. hvedemel
olie til stegning


Fremgangsmåde:
Kog bulguren i 1 dl vand i 10 minutter. Afkøl.
Purér kikærterne og bulgur og køkkenmaskinen eller blend det med stavblenderen (kræver lidt tålmodighed). 
Rør mosen med presset hvidløg, krydderier og et drys salt. Smag til.
Rør ægget i farsen.
Rul ca. 15 små kugler, vend falaflerne i mel og steg dem gyldne i varm olie. 


Tips: 

  • Kog en stor portion kikærter og frys resten til humus, falafler, salat eller fyld i sammenkogte retter. 
  • Lav en stor portion og spis resten i wraps dagen efter, eller brug dem som pålæg i madpakken

Thursday, June 14, 2012

Bonderoser

Bonderoserne faldt sammen under regnen i lørdags, derfor tog jeg nogen af dem ind. Idag da vi kom, hjem var bladene faldet af. Meget dekorativt.....



Wednesday, June 13, 2012

Kødboller i tomatsovs


Ungerne spiser helt vildt, når jeg serverer kødboller i tomatsovs. 



Jeg bruger altid opskriften i Christian Bitz bog: Bitz dit køkken fra 2010. den er udgivet på politikkens forlag. Den kan sagtens gå som uformel gæstemad med revet parmesan og en god salat til. 


Opskrift på kødboller i tomatsovs


Kødboller
Ingredienser
400 g hakket kalve eller oksekød
½ bdt hakket basilikum
1 hakket løg
2 fed hvidløg
2 blommetomater, finthakket
2 spsk. sennep


Fremgangsmåde
Kom alle ingredienserne i en skål, bland det hele godt. Lad farsen trække i køleskabet min 45 minutter. Tag farsen ud og steg bollerne i olivenolie på alle sider.


Tomatsovs
Ingredienser
50 g smør
2 spsk. hvedemel
1 hakket løg
ca. 60 g bladselleri
1 rød peberfrugt finthakket uden kerner
2 fed hvidløg, finthakket
5 dl fond eller boullion
600 g tomater flækket og uden kerner eller 2 dåser flåede tomater
½ bdt. basilikum


Fremgangsmåde
Smelt smørret i en stor tykbundet gryde og pisk melet i. Tilsæt løg, bladselleri, peberfrugt og hvidløg og sving det godt rundt. Tilsæt fond eller boullion. Tilsæt tomater og basilikum. Kog det hele i mindst 10 minutter, og smag til med salt, peber og sukker. Du kan med fordel stavblende det hele. 
Varm bollerne i sovsen. 

Tilbehør
Kogt spaghettig og evt. revet parmesanost.

Saturday, June 9, 2012

Fiskefrikadeller og hjemmerørt remoulade

Fiskefrikadeller er altid en sikker hitter hos ungerne.

Grundlæggende følger jeg altid nedenstående opskrift

Opskrift fiskefrikadeller


Ingredienser
2-3 løg (afhængig af størrelse)
500 g fiskefillet af f.eks. torsk, sej eller rødspætte
1 æg
2/3 dl mel
1 dl mælk
1 tsk. salt
½ tsk. peber
Olie og smør til stegning

Fremgangsmåde


Hak løg og fisk groft. Blend fisk og løg med stavblenderen. Rør de øvrige ingredienser i, og lad farsen hvile i køleskabet ½ time (hvis du har tid).
Steg dellerne i ½ olie og ½ smør ved middel varme i ca. 7 min på hver side.


  • Du kan nøjes med at hakke fisken med en kniv, men min erfaring er, at der glider flest deller ned hos ungerne, hvis farsen er blendet. 
  • Frisk fisk er en god ting. Hvis det ikke er en mulighed, så køb fisk der er MSC eller ASC mærket og fanget i nærheden af Danmark. MSC er mærket for bæredygtigt fiskeri. ASC er mærket for bæredygtigt opdræt. På den måde, får du en fisk der ikke ødelægger miljøet og ikke er transporteret verden rundt før du kan sætte tænderne i den. Læs mere her: http://www.hvaforenfisk.dk/Menu/Milj%C3%B8m%C3%A6rkede+fisk
  • Bland gerne lidt laks eller rejer i farsen, det bliver dellerne kun bedre af.
  • Prøv også med krydderurter
  • Server resten af dellerne som fiskeburger dagen efter, så hitter de igen. Burgere er altid et hit
Personligt elsker jeg hjemmerørt remoulade. Jeg bruger altid denne enkle opskrift. Ungerne vil ikke røre den, så det bliver kun, hvis jeg har tid, ellers er det den færdige fra rema.


Opskrift på hjemmerørt remoulade


Ingredienser


100 g syltet drueagurk
100 g løg
200 g syrnet fløde 9%
1 tsk gurkemeje
½ tsk salt

Fremgangsmåde


Hak drueagurker og løg fint. Rør dem sammen med de øvrige ingredienser.

Vafler med syltetøj....

...det er en herlig spøj....


Trine lavede vaffeldej idag mens forældrene gjorde rent. Bagefter hyggede vi os med Uno, frugt og vafler med is, syltetøj og sukker.


Ida skar frugten, hun skar sig kun en lille smule i fingeren. 





Vafler er en dejlig ting, hvis vejret er lidt gråt. Jeg har en faster der altid lige bager en omgang vafler, hvis det regner. 
Denne her vaffelopskrift vil jeg sparre jer for, den kan i få en dag jeg har fundet en bedre!!

Monday, June 4, 2012

Slikbutik >< Salatblade

Mit nye job som køkkenleder i en skolekantine har sent mig direkte fra asken til ilden i forhold til det sunde kontra det børnene vil have.
Jeg synes faktisk det udbud vi har er sundt og lødigt, men der er helt klart nogle sællerter ind imellem der ligger lige på vippen. Her taler jeg f.eks. om franske hotdogs, risengrød med sukker, kanel og smørklat samt forskellige typer af ostebrød. Jeg har siden jeg kom til reduceret antallet af dage med disse retter på menuen, men der er ingen tvivl om, at det er det der sælger.
Som madmor i vuggestuen havde jeg lidt mere at skulle have sagt i forhold til nye smagsindtryk. Der var det på menuen jeg havde bestemt. I kantinen, bestemmer børnene selv hvad de vil købe.
Men... Jeg kan nu kun glæde mig over at det der sælger bedst er frisksmurte sandwich og salatbar.

Monday, May 28, 2012

Ishuset på Marselisborg Havn

Er der et sted man bør unde sig selv en is, er det her.....

Vi har besøgt havnen for føste gang i år i denne weekend, og det bliver ikke den sidste. Turen kan med succes kombineres med en tur på legepladsen i Mindeparken eller lidt krabbefiskning fra broen i havnen.

Grill på terrassen

Vi har nydt miniferien i strålende solskin. Vi har bl.a. grillet, hvilket er noget vi sjældent når til. For det meste får vi tændt op for sent, så ungerne er hundesultne og vi blive nødt til at stege det hele på panden. Når vi så har spist, er grillen klar!!

Igår blev det til marinerede korteletter, tomater, aubergine og peberfrugt. Hertil brød og olie-eddike dressing.
Pigerne havde plukket blomster til bordet. Det hele smagte dejligt, børnene ville dog kun have rå grøntsager.

Opskrift på marinade
Rækker til fem små svinekorteletter


Ingredienser:
½ dl olie
5 spsk. paprika
5 fed hvidløg
1 spsk. salt
½ spsk peber

Fremgangsmåde:
Rør alle ingredienserne sammen i en skål. Vend korteletterne godt rundt i marinaden og sæt hele baduljen i køleskabet i mindst ½ time, gerne længere. Herefter er de klar til grillen.
HUSK NU, magert svinekød bliver tørt hvis det steges for meget.








Thursday, May 24, 2012

Koldskål

Vi nød vejret på teressen med dejlig koldskål.

Opskrift på koldskål


Ingredienser:

1 l kærnemælk
3 spsk. sukker
1 spsk. vanille sukker
2½ dl tykmælk (eller andet surmælksprodukt)

Fremgangsmåde:
Hæld 1 dl af kærnemælken i en skål og pisk sukker og vanilliesukker ud heri. Tilsæt herefter resten af kærnemælken og surmælksprodukter og vend det hele godt sammen.

Nydes kold med kammejunker, frisk frugt, musli eller honningristede havregryn og nødder.




Saturday, May 19, 2012

Forårseftermiddag på ARoS

Til nytårsaften fik vi gavekort til ARoS i "værtinde gave", og mon ikke det var ved at være tid til at få brændt den af?? 
Regnbuen er sjov for alle, og der er også en masse for børn på resten af musset. Dog kan tempoet med børn været hæsblæsende, så er det jo godt, at jeg valgte at købe et årskort. Så kan jeg jo bare tage derind igen i morgen:-)




... Og hvad har det så med mad at gøre? Ikke så meget vel, andet end at udflugter skaber appetit. Vi endte også med at spise aftensmaden på Jensens Bøfhus. Så lidt mad kom der da ud ad det. 

Friday, May 18, 2012

Langenæs Bageren

Fridagene gav anledning til besøg hos Langenæs Bageren. Vi hjembragte Sarah Bernard kager, romsnegle samt et rugbrød. Det er altid en fornøjelse at komme i bageriet og varerne smagte herligt. 

Monday, May 14, 2012

Æggekage ....

En klassiker som ungerne elsker :-)


Kræsenhed....Mon ikke det går over en dag??

Ida, 4 år, har ikke rørt kødsovs herhjemme i et års tid. Det er der ikke blevet gjort noget særligt ud af. Hun har blot fået pastaer og grøntsager til aften, når menuen har stået på kødsovs. Ofte har hun heller ikke været så sulten, da hun får den store gourmetmiddag i børnehaven. 
Men sidste gang vi fik kødsovs spurgte hun selv om der var mange gulerødder i. "Ikke ret mange" svarede jeg, og så spiste hun faktisk lidt af kødsovsen og sagde, at den smagte godt. Her til aften har hun spist lasagne, som hun heller ikke har rørt i lange tider. Så det ser ud som om der er lys for enden af tunnelen - og pædagogikken har virket.

Saturday, May 5, 2012

Stegt tomat/aubergine salat

Stegte auberginer er en af de ting jeg er helt vild med, men som børnene bestemt ikke kan lide. Men derfor skal jeg jo ikke snydes for dem. Denne gang havde jeg smidt dem i ovnen, men de kan sagtens steges på panden uden fedtstof, hvis ovnen ikke skal igang. 

Stegt tomat/aubergine salat

Ingredienser:
1 aubergine
3 spsk. groft salt
4 blommetomater
100 g babyleaves
10 basilikumblade

Fremgangsmåde: 
Skær auberginerne i skiver i ca. 1½ cms tykkelse. Drys skiverne med salt og lad dem trække i min ½ time.Skær tomaterne i skiver. Skyl aubergineskiverne under vandhanen. Læg tomatskiverne på aubergineskiverne og bag dem i ovnen i ca. 10 min ved 200 grader. Skyl salaten og lad den dryppe godt af. Anret salaten på et fad med den grønne salat nederst, de stegte aubergine/tomater derpå og drys til sidst med basilikumblade. 

Salaten kan evt. serveres med olie/eddike dressing.


Stegte sild med rabarberkompot

Jeg fik lyst til stegte sild med rabarberkompot den anden dag. Rabarberne pibler op af jorden i vores have. Det smagte super. Det sure sammen med sildene smager dejligt. 
Børnene kunne hverken lide sild eller rabarberkompot. Sildene mest p.g.a. de små ben. Tilgengæld spiste de dampede gulerødder til det stod ud ad ørerne på dem. 

Rabarberkompot
Til fire voksne

Ingredienser:
750 g rensede rabarber i stykker af 1½ cm
½ dl sukker
2 spsk. vand

Fremgangsmåde:
Rabarber, sukker og vand kommes i en gryde og koges i ca. 5 minutter. 

Stegte sild
Til fire voksne

Ingredienser:
600 g sildefiletter
1 dl rugmel
olie/smør til stegning

Fremgangsmåde:
Vend sildefiletterne i rugmel og steg dem på panden i ca. 4 min på hver side til de er gennemstegte. 





Monday, April 30, 2012

Nem fødselsdag

Havde inviteret veninderne til kaffe og kage søndag eftermiddag i anledning af min fødselsdag. 


Dejlig eftermiddag. 


For at gøre det så nemt som muligt for mig selv bestod "menuen" af: 



  • Langtidshævede boller med pålæg.
  • Cookies  bagt i god tid i forvejen.
  • Lagkager lagt sammen dagen i forvejen, med det samme fyld, men pyntet forskelligt. 
  • Frugt



 



Der var også en masse søde børn til fødselsdagen. P.g.a. dem havde jeg lavet boller, så der var noget sundt, inden alt det søde. Så er der også en mulighed for at lade helt vær' at give børnene kage, hvis man er til det. Det er svært, hvis der ikke er noget andet at tilbyde. Sliklagkagen var også meget børnevenlig. På den gule lagkage, var der vendt makroner i flødeskummet. Et hit, hvis jeg selv skal sige det. 

Monday, April 23, 2012

Tandori-kyllingespyd

Fredagsmenuen lød på tandori-kyllingespyd med peberfrugte/mozarella/basilikum salat samt brød fra bageren og taztiki.




Tandorikyllingespyd

Opskrift til 4 voksne

Ingredienser:

150 g drænet yoghurt 10%
1½ spsk. tandorikrydderi
3 spsk. citronsaft
½ tsk salt
1/4 tsk peber
4 kyllingebryster i tern
8 træspyd

Sådan gør du:
Bland yoghurt med tandoori, citronsaft, salt og peber. Vend kyllingestykkerne i yoghurten og sæt den i køleskabet i mindst ½ time.
Sæt kyllingeternene på spydene og steg dem i ovnen ved 180 grader i ca 20 minutter.

Peberfrugte/mozarella/basilikum salat  

Opskrift til 4 voksne

Ingredienser:

2½ peberfrugt
2 spsk. olie
2 spsk. balsamico-eddike
600 g tomater (der smager af tomat)
100 g mozarella
½ bdt. basilikum

Sådan gør du:
Vask, rens og skær peberfrugterne i ca. 8 stykker hver. Steg dem i olien på panden ved middel varme i 12 minutter. Tilsæt balsamico-eddike og steg videre i 2 minutter. Skær imens tomater og mozarella i skiver og
skyl basilikum. Anret salaten på et fad.

Taztiki

Opskrift til fire voksne

Ingredienser:

1 agurk
200 g yoghurt 10 %
2 fed hvidløg
½ tsk. salt
½ tsk. peber

Sådan gør du:
Skær agurken over på midten og fjern kernerne. Skær de halve agurker i i tynde skiver. Bland yoghurten med knust hvidløg, salt og peber. Vend agurkeskiverne i yoghurten.

For en god ordens skyld skal det siges, at pigerne kun ville have dele af salaten og brødet med smør. Anton spiste det hele.


Saturday, April 21, 2012

Cup cake pyntning

Torsdag aften havde jeg besøg af mine cup cake pyntnings veninder, der er gået helt amok i udstyr. Det vil sige, at alt hvad jeg behøvede at gøre var, at bage en omgang muffins og så ellers læne mig tilbage og vente på, at de rykkede ind med deres arsenal af udstyr. 




Vi havde en rigtig hyggelig aften med sludder og pyntning. Jeg fik lov at beholde resterne og idag har hele familien (undtagen Anton) hygget os med at pynte kager. Modellervoks legetøj kan også bruges.... 








Monday, April 16, 2012

Rittersportbutikken i Berlin






En af oplevelserne vi havde i Berlin, var da vi var inde i Rittersport butikken. Her kunne man vælge hvad man ville have i sin private Rittersportchokolade. Så blev den blandet og vi kunne hente den ca 30 minutter senere.
Det var en sjov oplevelse, dog var der ret mange mennesker, så ventetiden blev lang - især da vi skulle hente chokoladen.

Pigerne valgte hhv. vingummibamser, chokoladeknapper og chrisps og vingummibamser, chokoladeknapper og små sukkerkugler. 



Saturday, April 14, 2012

Pesto af skvadderkål

Inspireret af naboens kommentar om, at hun leverer skvadderkål til Irma, samt et indslag i God Aften Danmark, skulle jeg prøve at bruge de små djævle til andet end at bande over. 


Skvadderkålepesto: 


150 g skvadderkål, grundigt skyllet
20 g cashewnødder
15 g revet parmesanost
½ dl olivenolie
1/4 tsk. salt
1/8 tsk peber


Blend skvadderkål, cashewnødder, parmesamost og olivenolie godt. Evt. i en smal beholder med stavblenderen. Smag pestoen til med salt og peber. Pestoen er nu klar til servering. 








Vi spiste den til ovnbagt ørred, pasta og salat. 


Til trofaste læsere vil jeg gerne undskylde at jeg har været væk så længe. Jeg har fået nyt job som kantineleder i en skolekantine og det at starte nyt job og samtidig være noget for familien har krævet mig på det sidste. Men nu er jeg klar igen, og lægger sikkert også et par indlæg ud om vores tur til Berlin i påsken. 

Monday, March 12, 2012

karry-linsesuppe

Her er opskriften på en herlig karry-linsesuppe.

Ingredienser: 

700 g persillerod  (renset vægt)
300 g kartofler  (renset vægt)
2 stk. løg 
3 spsk olie
1 spsk karry
150 g tørrede røde linser
1,7 l boullion
salt
peber

Fremgangsmåde:

Skær persillerod og kartofler i tern og hak løget. Svits grøntsagerne i olien i en gryde. Kom karry i og svits med et øjeblik. Tilsæt linser og boullion. lad suppe koge ca. 30 min under låg. Blend suppen og smag til med salt og peber. Server suppen med yoghurt 10% og brød og evt. stegt laks.

Thursday, February 23, 2012

Hjemmebagt knækbrød

Er der noget der ryger hurtigt her i hytten, så er det hjemmebagt knækbrød.
De er også gode som en lille snack i madpakken.



Hjemmebagt knækbrød

Ingredienser:
1 dl havregryn
1 dl. sesamfrø
1 dl hørfrø
1 dl solsikkekerner
1dl græskarkerner
3,5 dl hvedemel
1 tsk. bagepulver
1 tsk fint salt
2 dl vand
1,25 dl olie

Fremgangsmåde:
Rør flager, kerner, mel, bagepulver og salt sammen i en skål og tilsæt vand og olie. Rør dejen sammen. Den er meget klistret.
Læg et stykke bagepapir på bordet. Læg halvdelen af dejen på bagepapiret. Placer et stykke bagepapir ovenpå dejen og rul dejen ud mellem de to stykker bagepapir, så dejen får ca samme størrelse som bagepladen. Læge dej og bagepapir på bagepladen og fjern det øverste stykke bagepapir. Skær pladen ud i stykker, eller stik den ud med bageforme inden dejen bages i 15 min ved 200 grader.
Du kan også bage hele pladen uden at skære den ud, og så brække knækbrøddet i rustikke stykker.

Tip. Alle slags frø, kerner og flager kan bruges, bare der er 5 dl i alt, så går det hele nok.



Wednesday, February 22, 2012

Pynt og pjank

I sidste uge holdt vi vinterferie. Tirsdag var det gemalens fødselsdag. Fejring var der ikke meget af, dog blev det til dessert i anledning af de 35 år. 
Jeg har et par veninder der går meget op i kagepyntning. Både i øvelse og udstyr er jeg slet ikke kommet ind i kampen, men den anden dag i Netto faldt jeg over et kagepyntningssæt, og dermed har jeg nu startet min samling. 
Vi pyntede fødselsdagsisen med flødeskum farvet med frugtfarve. Festligt.





Ristaffel i Børnehaven

Idag var vegetardag i institutionen. Jeg havde lavet ris med karrysovs. Børnene kunne så selv vælge drys. Til børnehavebørnene var der: Rosiner, peanuts, ærter, gulerødder, peberfrugt og kokosmel. Til vuggerne var der: Abrikoser i stykker, ærter, gulerødder, peberfrugt og kokosmel.


Børnene holder meget af, når de selv kan vælge og det hele ikke er blandet sammen. 

Saturday, February 11, 2012

Kalkungryde

Jeg lavede en dejlig kalkungryde institutionen i torsdags. Jeg fulgte nedenstående opskrift (næsten).
Børnene var med til at snitte gulerødder og porrer. 


http://www.arla.dk/opskrifter/Kalkungryde-med-timian-og-lose-ris/

Saturday, February 4, 2012

Fastelavnsboller med creme

Dejlig snevejrslørdag i starten af februar - dog lidt kold. Fastelavnsbollebagning må, sammen med kælkning, være, en god aktivitet. Pigerne var klar, så det var bare at gå igang. 




Opskrift på fastelavnsboller med creme..:
ca. 30 stk


Bolledej:


Ingredienser:
200 g smør
2 dl mælk
400 g A38 (eller andet naturel surmælksprodukt)
50 g gær
2 æg
125 g sukker
2 tsk groft salt
ca 950 g mel


Fremgangsmåde:
Smelt smørret i en gryde og tilsæt mælken. Hæld blandingen i en skål og tilsæt A38. Rør gæren ud heri. Tilsæt de øvrige ingredienser - dog kun ca 800 g mel. Slå dejen godt sammen. Tildæk dejen og sæt den til hævning i mindst 1 time. Lav imens dejen hæver kagecremen. 


Kagecreme:


Ingredienser:
7½ dl. mælk eller fløde 13%
6 spsk sukker
1½ vaniljestang
6 æggeblommer eller 1 æg
3 spsk majsstivelse


Fremgangsmåde:
Bland alle ingredienserne i en gryde. Pisk det godt sammen. Kog cremen under omrøring i ca 3 min. Afkøl cremen mens dejen færdighæver.


Ælt dejen godt igennem.Tilsæt evt. resten af melet, hvis dejen klistrer. Del dejen i ca 30 klumper. Tryk eller rul dejen ud til en lille cirkel. Kom en klat kagecreme på, som vist nedenfor.




Læg dejen hen over cremen og tryk dejen godt sammen rundt om cremen.




Form dejen til en bolle og placer den på en plade beklædt med bagepapir.




Ved at forme bollerne på denne måde undgår man at cremen løber ud under bagning. Form alle bollerne og placer dem på bagepladen. Lad bollerne efterhæve i ca 20 min. Forvarm ovnen til 200 grader og bage bollerne i ca 12 min. 
Server bollerne pyntet med glasur. 


Tip: Fyld bollerne med andre ting, f.eks. syltetøj, marcipan, nougat eller chololade. Dejen egner sig også til fødselsdagsboller uden fyld, blot pyntet med glasur eller spist med smør. Eller til chokoladeboller. Hvor du ælter dejen med hakket chokolade inden den bages.