Sunday, November 20, 2011

Brunch og hasselnøddesnitter

Det er lykken at vende hjem til en dejlig familie efter brunch med gode veninder. Den aldeles udmærkede brunch blev indtaget på cafe Mefisto (http://www.mefisto.dk) i Latinerkvarteret i Aarhus. Da jeg vender hjem venter en dampende kop the med hasselnøddesnitter, som husbonden har kreeret i samarbejde med pigerne.

Hasselnøddesnitter



Opskriften er hentet fra denne uges "Fri" tillæg i Aarhus Stifttidende og lyder som følger:

Bund:
200 g hvedemel
75 g lyst rørsukker
½ tsk. fint salt
125 g koldt smør

Fyld:
280 g hasselnøddekerner
85 g smør
110 g ahornsirup
140 g lyst rørsukker
1 dl piskefløde
1 nip fint salt
1 tsk. friskpresset citronsaft

Fremgangsmåde:

Bund: Bland de tørre ingredienser. Skær smørret i terninger og hak dem i blandingen med en kniv - eller brug foodprocessoren og bland smørret i ved intervalkørsel.
Dejen skal ikke kunne samles helt, men blot blive til et groft smulder. Læg et rigeligt stort stykke bagepapir eller dobbelt lag tykt alufolie i en firkantet (ca. 22 x 22 cm) form eller et rundt tærtefad. Papiret skal være højere end formens kant. Tryk dejen ud i formen i et jævnt lag (1,5-2 cm). Forbag bunden ved 180 grader i 18-20 minutter, eller til kanterne er svagt gyldne. Tag formen ud og lad bunden køle af.
Fyld: Hak hasselnødderne meget groft og stil dem til side. Kom smør, ahornsirup og rørsukker i en kasserolle og smelt det sammen under omrøring. Lad det koge blidt i ca.et minut. Tag kasserollen af blusset og rør fløde, citronsaft og salt i med det samme. Rør hasselnødderne i. fordel den varme karamelmasse over kagebunden, og sæt det hele i ovnen ved 180 grader. Bag i 25-30 minutter eller til karamelmassen kun bobler svagt og kun er lidt flydende, når man vipper formen. Tag kagen ud og lad den køle af i en time til halvanden.
Løft kagen ud af formen (løft i bagepapiret/alufolien) skær forsigtigt kagekanten fri af papiret. Skær kagen i snitter/firkanter/trekanter, som du har lyst.

En rigtig god konfektkage. Faktisk bedre dagen efter. Vil også gøre sig som dessert med en klat is.
Ida smeltede smørret i karamellen, rørte rundt og hjalp med at fordele fyldet.

No comments:

Post a Comment